Gamle faner Som antydet ovenfor er renovering af gamle faner en meget kostbar affære, der vil være uoverkommelig for de fleste. En gammel, måske meget smukt dekoreret fane, der ikke kan bruges mere, og da slet ikke udendørs, bør tildeles en fast placering, så den kan blive betragtet som et minde om foreningens fortid. Se i øvrigt under emnet "Opbevaring af faner" pkt. 2. Det hænder, at en forening eller lignende, der har modtaget en fane af Danmarks-Samfundet, bliver opløst. I sådanne tilfælde kan fanen tilbageleveres. Hvis fanen er dekoreret, vil det dog være bedst, om man skænker den til det lokale egnsmuseum.
Udtjente flag og faner
Når et Dannebrog er blevet brugt så længe, at det ikke mere er præsentabelt, skal man sørge for, at det bliver tilintetgjort, så det ikke fx. bliver brugt som pudseklud eller blæser rundt på en losseplads! Hvor barsk det end kan lyde, anbefales det, at det udtjente Dannebrog simpelthen brændes - enten i et privat ildsted eller via affaldet, der går til forbrændingsanstalten. | |
|