Klubstanderen

Til søs bør standeren kun føres, når med­lemmet er om bord.

Standeretikette er blevet en kompliceret sag, hvis man vil op-træde helt korrekt. Sejlere er ofte tilknyttet flere klub­ber eller frak-tioner - for ek­sempel en klub, "Dansk Forening for Ældre Lyst­fartøjer", "FTLF" eller special-klubber for ens bådty­per - og desuden er der hen­synet til ejer­stander, signalflag og høflig­hedsflag.

 

Det komplicerer  forholdene, når det ofte begrænsede antal flag-fald fordeles.

 

Generelt skal det fastslås, at standere helst skal sættes ved siden af hinanden i hver sit flag-fald, men ofte må man træffe en anden beslutning, og syns-punktet bør da være, at flag og standeres gode re­nommé skal be­vares.

Det anses for at være særlig smukt, hvis stan­deren sættes på stortoppen najet til et stan­derspil og hejst i et særligt fald. Alter­nativt kan man sætte den på en fast anbragt metal­pind på stor­toppen, så den fungerer som vindfløj.

 

Forhindrer vindmåler, antenner eller andre instrumenter, at standeren føres på stortop­pen, flyttes den til yderste bag­bord flag­fald under øverste salings-horn (spred­holt). Ma­skindrevet fartøj uden mast fører klubstan­deren som "gøs" på  fast stage i skibets forstavn.

 

Tillader forholdene, at klubbens stander sættes på stortoppen, kan man, hvis man ønsker at føre yderligere en klubstander, sætte den i bagbords flagfald under øverste salingshorn.

 

Hvis man allerede fører sin klubstander eller salingsflaget, er det mest korrekt at etab­lere endnu et flagfald nærmere ma­sten i bagbords side under øverste sa­lingshorn, så de to standere føres i sam­me højde.

 

Hvis klubben har et specielt salingsflag, kan det have følg-ende facon: rektangu­lært med eller uden split i måleforholdet H:L = 3:4.

 

Salingsflaget kan føres under bagbords saling på alle fartøjer, der tilhører med­lemmer af klubber - uanset nationalitets­for­hold - og uden hensyn til om med­lemmet er ombord, når fartøjet ligger i havn eller til ankers.

 

Til søs bør salingsflaget kun føres, når med­lem­mer af klubber er ombord.

 

Efterhånden har kun de færreste plads til at føre standeren på mastetoppen, og stan­deren føres derfor  i stedet under bagbord saling - fordi den styrbords side, æressiden, er forbeholdt høflig­heds­flag.

 

I mange lande, også i skandinavien er det imid­lertid god skik at føre trekantede stan­dere på mastetoppen, når dette er muligt - og kun der - medens man fører et rektangu­lært "foreningsflag" under salin­gen.

 

Med salingsflaget har en klub mulighed for at følge denne maritime tradition.

 

Generelt må det siges, at flag og standere i "frimærkestørrelse" virker uharmoniske. Der bør være et passende forhold mellem riggens højdemål, og standerens længde/­salings­flagets højde.

 

Standerens længde kan sættes til 1/17 - 1/20 af mastens længde og salingsflagets højde til 1/14 - 1/15 af afstanden fra dæk til salingshornets nok.

 

Et ejerflag er det, vi i dag forstår ved et rederi- eller firmaflag, som lystfartøjer her i landet også har ret til at hejse som deres personlige flag.

 

Ejerflagets størrelse afhænger af fartøjets mål og riggens art, og må tilpasses hertil uden at være for dominerende. Ejerflag føres under styrbords saling, undtagen på de tidspunkter, hvor der føres høflig­heds­flag. I sådanne tilfælde må ejerflaget flyt­tes, for høfligheds­flaget må kun føres på et sted, der alene er mindreværdigt i forhold til skibets eget nationalflag. Styr­bordssiden er "æres­siden".

 

Ejerflaget hejses når ejeren er om bord eller i nærheden af sit fartøj og nedhales, når han går fra borde. Men efterhånden er det almin­deligt, at ejerflaget føres, så længe fartøjet er klargjort til sejlads, og det behøver ikke at nedhales om natten.