Indledning

Det var i oldtiden almindeligt, når folk rykkede i kamp mod hinanden, at de havde særlige mærker for at kunne kende ven fra fjende.

Europas soldater havde ofte i middelalderen et ”felttegn” hæftet på deres klædning. Det forekommer i den danske hær i 1500-tallet. I salg opstilledes hæren i tætte kileformede slagordener, hvor med sit mærke,

men forrest i hele slagordenen vajede hovedmærket som tegn for anførerens plads og samlingsstedet for alle krigerne.

Efterhånden blev mærket en vajende dug. I dugen var indsyet eller broderet et eller andet tegn, hentet fra gudsdyrkelsen. Undertiden tillagdes fanen ved religiøse ceremonier mystiske hellige værdier, som kunne ildne soldaterne til kamplyst. Det hørte da også til noget af det ærefuldeste på slagmarken at tage mærket fra fjenden. Omvendt var det en skændsel at miste det, og et mærkes erobring førte ikke sjælden til opløsning og nederlag.

Derfor blev det kun givet i hænderne på en af de tapreste: ”Mærkismanden”. Han kæmpede sædvanligvis ikke med, undtagen i en nødsituation. Da anbragte han mærket i jorden og trak sit sværd. Det var ridderligt at forsvare fanen til sidste blodsdråbe.

Det ældste, kendte danske hærmærke er ravnefanen, en rød dug med Odins hellige ravn. Denne fane benyttedes af danskerne under normannertogene og gennem hele vikingetiden som nationalmærke i krog – ikke i fredstid. Den kaldtes Danebroge, dvs. danernes klæde. Siden er der i flæng skrevet Danebrog eller Dannebrog.

Hos Saxo får vi et indtryk af fanens betydning. Han fortæller nemlig om Konge Valdemar den Store, at han i hårdt vejr måtte forlade sit synkende skib og springe over i et andet, tog han kun sværdet og fanen med sig.

Ved kristendommens indførelse måtte den hedenske ravn vige for et kristent tegn; allerede omkring år 274-337 blev korset anvendt i den romerske kejser Constantin den Store’s fane. Det var særlig korstogene i 1000- og 1100-tallet med deres stærke fremhæven af ridderlige idealer, der gav stødet til udviklingen af faner og bannere. Ordet flag er nyere, men vist nærmest det, som fortrængte det gamle ”Mærke”.

På selve korstogene blev fanen båret af en biskop, og i andre særlige tilfælde af høvdingen. Mange faner udviklede sig, men korstogsmentalitetens sammenblanding af religiøst og politisk, til at blive rene lande- eller soldaterflag.

I øvrigt afløstes ”Mærkismanden” af fændriken, der skulle være en kraftig og tapper, ung officer, som var villig til med sit liv at værne fanen.