Dannebrogs historie

 

 

Den danske flåde lå ved Estlands kyst, i en bugt ved Lynda. Så snart landgangen begyndte, trak esterne sig langsomt ind i land bag højene. Lyndas borg blev taget uden større modstand, og de danske krigere var ved at anlægge lejre på Strandbjerget og i de omliggende dale. I voksende skarer indfandt esterne sig, som dels begærede dåb eller ønskede at indlede handel.

Kong Valdemar opholdt sig endnu på kongeskibet. Det Østersø-herredømme, hans fader havde påbegyndt ved Rygens og Arkonas erobring for 50 år siden, ønskede han nu at fuldende på denne samme årsdag, Sankt Vitus, den 15. juni

Carl så på kongen og så ind mod den fremmede kyst. Kongen lagde sin hånd på hans skulder: ”Under hele færden har du væren en lyttende drømmer. Vågn nu op, min dreng! Du står som en skygge. Om lidt går vi i land. Jeg overgiver dig kongebanneret. Du står inde for det med dit liv og din ære! De springende løver, de brændende hjerter i det, ved du, er med hvert eneste sting virket af Dagmars hånd. Hvem er mere værdig til at værne og bære det end du?”

”Herre konge, jeg er uværdig – til at værne og bære det, både det og det andet”.

Hvilket andet – hvad mener du?” Carl så bedende og ængsteligt på kongen. ”Det andet kongebanner – korsets – det hvide og røde”.

Forundret og eftertænktsom så kongen på Carl. ”Nå, således, Carl – du har talt med Teoderik – om korstoget – og set Johannitternes rød-hvide korsmærke, og dine tanker har fulgt Dagmars, til korshelten fra Golgata og hans kongebanner. Du har ret, Carl af Rise. Igen har du bragt mig bud fra din og min dronning. Men følg mig nu! Tag dit banner! Og nu kommer timen, da du skal tage det himmelske korsbanner – så grib det, og hold det fast – og i alt: Gud med dig, Carl af Rise!”

Vejret var koldt og uroligt. Det blæste op fra nordvest. Solnedgangens lys svandt i skyer. Natten kom. Foran kongeteltet vajede kongebanneret i tunge folder. Med sine hænder om et blankslebet, glimtende sværds hjalte stod Carl vagt, iklædt ringbrynje. Vinden bar bølgebruset som en dyssende vuggesang ind over lejren, men den holdt lyden af vågenklirren, af hestevrinsken og nære fjenders snigende skridt tilbage.

Så brød uvejret løs. Nordvestkulingen fra havet steg med et til storm, og med et brød estiske stormkolonner, til fods og til hest, med glimtende vågen og vilde råb, fra fem sider ind over de danske lejre. Brat opdagede Carl i pileskuds afstand nogle få ryttere, der jog frem mod ham. Han nåede med et gjaldende råb at alarmere kongens vagthold, så fejede rytterne ham ned, de kastede sig over ham og smed ham med banneret op på en hest og borg gik det i flyvende galop – bag om højderne til esternes lejr, hvor han, stadig bundet, blev kastet ind i en palisadeindhegning. Med mellemrum blev nye fanger ført ind. Nogle af dem var af anset slægt. Han kendte dem og forstød, at de, som han, var taget som gidsler eller sejrsofre til de hedenske afguder. Nu kom der også fanger fra bispernes og Johannitternes lejr på Strandbjerget. De bragte dårlige efterretninger. Esterne var trængt ind i biskop Teoderiks telt, og da de så ham i den røde ordensdragt, anså de ham for kongen og dræbte ham og kundgjorde triumferende over slagmarken, at kong Valdemar var faldet. Dette forfærdede danskerne og berøvede dem modet. En af de tilfangetagne havde dog i Teoderiks telt sikret sig Johannitter0-fanen og skjult den under sin kjortel. Ved foden af Strandbjerget, på dets vestlige side, trængtes kongen og Albert af Orlamunde, men stod fast, og trængte så langsomt frem – men blev atter standset, idet nye estiske hærstyrker kom til. På ny forvirredes, vaklede og veg danskerne. Da forstod Carl i sin ængstelse og vånde faren og nøde: De har intet at se hen til, intet at se op til. Samlingsmærket, kongebanneret mangler – korsbanneret – tegnet, ved hvilket vi kan og må sejre. Klart som et lyn stod nu ordre og råd for ham, og viljen fattede ordren. – Vagtposterne var efterhånden blevet få og gav, helt optaget af slaget, ikke agt på fangerne. Med en heftig anstrengelsen sprængte Carl sine bånd – ilede hen til Johannitteren, som havde fanen under sin kjortel. ”Giv mig, i Kristi navn og for vor frelses skyld, korsbanneret, du bærer – giv mig det! – og tag du kongebanneret og bring det, når sejret er vundet til kongen!” Forundret, men uden indvending, tog Johannitteren det lille, en fod lange og brede, korsbanner frem og gav Carl det.

”Som Gud vil – tag det!”

Carl så sig om. Der stod en hest bundet ved et træ. Et øjeblik efter var den løst, og Carl jo på dens ryg ned ad højen over mod Strandbjerget. Han så bare fremad, så ikke den unge Johannitter, som grebet af Carls ånd og ild, havde fulgt hans eksempel, taget kongebanneret og nu var i hælene på ham. Carl nåede op på en høj, der hævede sig stejlt som en skibsstævn over den bølgende slagmark. Han sprang af hesten. Carl knælede, han tog med skælvende hænder det lille korsbanner frem, løftede det mod himlen og bad, først med svag, så med stigende stemme: ”Herre Krist – du korsets høvding – tag dette dit korsbanner – og giv os det igen, velsignet til sejrens tegn!” Han slap det lille flag. Det var, som det blev taget ud af hans hånd. Stormen greb det og løftede det opad – det steg og steg – og det blev større – større. Der kom en mægtig rift i skyerne, solen brød igennem, det gyldne lys lagde sine ringen over det. De så det overalt – korsbanneret – strålende, hvidt og rødt. De hørte gennem stormens brusen en stemme:” Løft korsflaget højt – og du skal sejre!” Bag ham knælede Johannitteren med kongebanneret. Carl så ham ikke. Han rejste sig. Da var det, som flaget, der havde løftet sig højt over den danske hær, nu vendte og blidt dalede ned mod den ranke, lyshårede yngling og svøbte sig om ham. Danskerne brød sejrende gennem al modstand – op mod de to ynglinge med korsbanneret og kongeflaget. Nu nåede kongen og ærkebispen op til dem. Kongen tog heftigt Carl i favn. ”Hørte du stemme, Carl? For folket var det fyrsten, for de himmelske hærskarer, Sankt Michaels, mægtige røst. For dig, som for mig, var det en stemme, stærk og blid, som vi kender og elsker – ej sandt Carl?”

”Jo, herre- det var Guds engel”. ”Og nu, bøj dit knæ, Carl af Rise!” Kongen drog sit sværd. Det lyste som en hellig flamme i den synkende sol. ”Dronning Dagmars dreng! Kong Valdemars væbner! Danebroges ridder! Jeg adler dig i Krist – i Sankt Knuds – i dronning Dagmars navn til korsets tjeneste, i liv og død, for din Gud og kongen” Carl rejste sig med Dannebrog mod sine læber og gav det til kongen.

Dannebrog oprindelse har gennem tiderne været genstand for stærk strid indenfor historikerne. Og besvarelserne viser sig at være næsten lige så forskellige som de stridende parter.

Worsaae – en af dans arkæologis førstemænd – holdt i 1849 et foredrag om Dannebrog, hvor han bl.a. udtrykte, at der i de ældste tider af krigerne var blevet brug grene som tegn på, at de hørte til samme parti. Som de gamle romere havde brugt ørnen som deres særlige kamptegn, således brugte de dansk-norske vikinger Odins hellige ravne som bannermærke.

Men da kristendommen havde fået indpas hos danerne måtte ravnen forsvinde, og det hvide kors på den røde dub blev vort nationalmærke. Lige fra Knud den Stores tid må, mener Worsaae, danskerne have kæmpet under korsets tegn. Og den 15. juni 1219 var det det mærke, der skaffede os sejren i Estland.

I tilslutning til Worsaae anså en anden dansk historiker, Werlauf, det for sandsynligt, at Valdemar den Store og Knud VI foretog deres togter udenlands under korsets tegn, og det er sandsynligt, at Pave Honorius III har sendt Valdemar Sejr en indviet fane, da han skulle foretaget det store togt i 1219 for at indføre kristendommen hos det hedenske Estland.

A.D. Jørgensen, der var stor dyrker af vor middelalders historie, gik stærk imod den opfattelse, idet han pegede på, at der intet sted i de samtidige pavebreve eller i noget andet dokument omtales, at den konge skal have modtaget en indviet fane.

I et af de egentlige kildeskrifter, som først omtaler Dannebrog og dets oprindelse, skriver en forfatter, Kristiern Pedersen, der i årene 1520-23 skrev fortsættelsen af Saxe, følgende: ”Somme mene og sige, at samme Kong Valdemar skulle fange Danebroggi ned fra himlen samme tid, som er en hvidt kors i et rødt fjeld og at Erik af Pommern blandt de rigsklenodier, som han første med sig ud af landet, også havde Danebroge, er bannere, hvilken Gud sendte danske mænd ned af himlen med sin hellige engel, at de skulle føre hannem i krige mellem dem og deres fjender, som de ofte gjorde”.

Senere historieforskere har påvist, at det er tvivlsomt, at Erik af Pommeren har ført Dannebrog ud af landet.

Af danske årbøger ved man, at Kong Valdemar Sejr i sommeren 1219 drog til Estland med en flåde på 1500 skibe og landede ved Lyndanese. Hensigten med dette togt var jo at kristne indbyggerne. Med hensyn til det bannermærke, hvorunder togtet fremførtes, skal det fremhæves, at kongebanneret ikke med sikkerhed har været udstyret med et hvidt kors på rød bund. Dannebrogsbanneret under hvilket de danske sejrede, kan altså være erhvervet af danskerne under kampen ved Reval.

Med hensyn til denne kamp og hvad der stod i forbindelse med denne, vil jeg henvise til mit foranstående sammendrag af den historiske fortælling ”Ridderen af Danebroge”, skrevet af C. E. T. Engsig Karup.

Som fortsættelse af denne fortælling skal tilføjes følgende gamle optegnelse, uvist fra hvilken tid, men taget fra Peder Olsens samlinger fra reformationstiden, der beretter: ”Andetsteds have den efterretning, at da de troende danske i hin anden Valdemars dage i året 1208 (1219) kæmpede med de vantro Liver på et sted i Livland, som kaldtes Felin, og, at næsten overvunden, ydmygelig anråbte den guddommelige hjælp – da værdigedes de på stand at modtage et mærke faldet ned fra himlen, tegnet med et hvidt kors og påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra det høje, at de visselig skulle knuse deres modstandere og vinde en fuld sejr, om det blev båret højt. Således skete det også. Men hin kaldtes med sit sædvanlige navn ”Danebroge” ”.

Dette Estlandsslag udkæmpedes altså ved det sted, hvor kong Valdemar Sejr i 1219 anlagde byen Reval. Denne har endnu ikke mistet fortidens præg. Fra den danske periode finder man endnu mere eller mindre velbevarede mindesmærker, som f.eks. Storgildet (Børsen) og Nicolajkirken. Desuden benyttes det danske rigsvåben, det gyldne skjold med

de tre blå løver, som Revals våben. Endnu i vore dage kaldes den gamle by af Esterne Tannilin, der betyder de danskes stad.

Dannebrog blev opsat over strandportens hvælving i 1539. Det fandtes på alle mønter lige til 1563. Endnu i vore dage flager storgildet med Dannebrog ved festlige lejligheder. Af interesse er det også, at Revals ældste våben, således som det kendes fra dokumenter fra den danske tid og med indskriften ”revl”, viser en gengivelse af Dannebrog under et Mariabillede.

Med hensyn til Dannebrogs oprindelse har det også betydning at redegøre, hvorfor det kom til at bestå af et hvidt kors på rød bund. I denne forbindelse må man lægge mærke til, at farverne spillede en stor rolle i middelalderens heraldik, og dernæst må man lægge mærke til, at biskop Theoderik var med i kongens følge, og at han var biskop til Estland. Theoderiks navn er nævnt i forbindelse med Antvorskov kloster, der var et af Johannitternes vigtigste klostre i Danmark, og han kan måske da have haft kendskab til Johannitterriddernes orden.

Johannitterriddernes våbenkjortel var rød og forsynet med et hvidt latinsk kors på bryg og ryg samt på overarmen. Det heraldiske mærke er altså gået igen, da Dannebrog blev fremstillet. At det forholder sig således og ikke omvendt, fremgår af den omstændighed, at Johannitter ridderne, som det fremgår af det efterfølgende, eksisterede længe før

Dannebrogs fremkomst. Med hensyn til valget af farverne, må man også tage i betragtning, at det røde flag fra den tidligste tid havde været anvendt som bannermærke.

Om Johannitterordenen kan oplyses, at den er den ældste af de ridderordener, man kender til. Dens oprindelse fører tilbage til en rig købmand, Maurus fra Amalfi, som i 1070 fik den ægyptiske kalifs tilladelse til at opføre en kirke og et kloster i Jerusalem, hvorved der snart byggedes et herberg og et hospital for pilgrimme. De munke, som her varetog sygeplejen, kaldtes Johannitter. I 1113 fik de af paven en egen orden, og af den udvikledes efterhånden en gejstlig ridderorden og senere en ordenskjortel, og det var netop en rød kappe med et hvidt kors.

Traditionen fra Valdemarsslaget 1219 ville ikke tabe stort af sin værdi, hvis sagnet om himmelfaldet flyttedes 11 år tilbage. Thi kirkehistorikeren, pastor Fabricius skriver, at ved et tidligere korstog ved Felin i 1208 var det rød-hvide korsflag blot biskoppens kirkelige mærke, men ved Reval, hvor kongen selv var med som hærens fører, blev det Danmarks rigsflag.

Derfor kan vi vedblive med at fejre Valdemarsdagen den 15. juni som vort flags fødselsdag. Fra den dag i 1219 kom det hvide kors i den røde bund til at vaje over Danmark som det danske folks rigsmærke.

med begejstring har danerne sikkert samlet sig om det nye, hellige flag, der havde givet dem sejr over de vilde hedninger. Og det er sikkert efter hjemkomsten blevet opbevaret i en af landets store kirker, som det var tidens skik.

Vort flag er ikke blot det eneste, som har navn, men det er med sine 750 år det ældste nationalflag, der er i brug. Mange riger er i århundredernes løb gået til grunde og med dem deres flag, andre har skiftet flag, som en familie skifter betræk på deres møbler. Selv det berømte franske ”Oriflamme” fra middelalderen måtte forsvinde på Carl VII’s tid. Det schweiziske flag er nok gammelt – omkring et århundrede yngre end Dannebrog – men som rigsflag er det betydeligt yngre. Nærmest Dannebrog i alder kommer det engelske orlogsflag med Sct. Georgskorset – det røde kors på hvid dug.

Vort himmelfaldne flag var vor konges og foks hellige klenodie i årene efter 1219. Derom er der ingen tvivl. Arild Huitfeldt skriver også, at ”samme Fennike, som da nedfaldet og førtes, er kaldet Dannebrog og er gemt udi lang tid for en stor helligdom med slig overtro, at man alle vegne med hende udi strid skulle vinde”.

Under Erik af Pommern (1412-1439) får Dannebrog en mere fremtrædende plads i dagliglivet, idet det f.eks. ses på mønter fra hans tid. I Erik af Pommerns segl fra 1398 bærer de tre løver i poterne en dannebrogsfane. Det var altså da direkte optaget i kongens våben som det første tydelige og officielle tegn på, at Dannebrog var Danmarks riges flag. Endelig kan fremhæves, at Kristiern Pedersen beretter, at Erik af Pommern havde det rette Dannebrog, ”Rigets Palladium”, hvilket vil sige den fra himlen nedfaldne helligdom. Fra samme konges tid kendes et stort orlogsflag ophængt i Mariakirken i Lübeck, som menes at stamme fra kampen i Øresund i 1427. Dette flag er delt i 4 felter ved et hvidt kors.

Men der er jo en lang periode fra Valdemar Sejrs tid til Erik af Pommerns dage, ca. 200 år, fra hvilken tid man næsten intet ved om det oprindelige Dannebrog. Forklaringen ligger i, at Dannebrog blev betragtet som en helligdom, som var blevet skænket til korstog, men ikke angrebs- eller undertrykkelseskrig. Derfor blev det opbevaret på et sikkert sted, medens det heraldiske mærke blev overført på daværende flag og bannere.

Dette bekræftes også derved, at Dannebrogs heraldiske mærke findes

på datidens segn, og at Dannebrog er tabt tre gange. Første gang erobres Dannebrog i 1464 af svenskerne ved overfaldet på Kong Christian I i Stekasund. Anden gang mistede danskerne Dannebrog på valpladsen på Brunkebjerget ved Stockholm i 1471, og tredje gang tabtes Dannebrog ved Ditmarskerkrigen i 1500. Sidste gang drejede det sig om det oprindelige Dannebrogsbanner, hvorom jeg senere vil fortælle. Altså må de to førstnævnte erobringer kun have drejet sig om almindelige Dannebrogsflag.

Da Christina I besteg tronen – fortæller Lunds ærkebispekrønike – overrakte ærkebiskop Tue ham ved hyldningen i Lund 1448 rigets banner. Imidlertid var der nu lavet adskillige Dannebrog både til hæren, flåden og til kongen selv. Det gamle himmelfaldne flag må sikkert på dette tidspunkt – over 200 år efter slaget ved Reval – også have været medtaget af tidens slid.

På kalkmalerier i to jyske kirker fra ca. 1500 ses nationalhelgenen, Sct. Knud, med en fane, i hvis røde dug er et hvidt kors, ganske svarende til en lignende fremstilling af den svenske nationalhelgen, Sct. Erik med Sveriges kongebanner.

I året 1500 drog Kong Hans med en stor hær mod Ditmarsken. Kong Hans vovede at tage de sikkert skrøbelige rester af vor hellige fane, det himmelfaldne flag, med på sin ekspedition for at være sikker på sejren.
Den kongelige historieskriver Hans Svanning skrev fra 1558-59 en beskrivelse af Kong Hans’ historie, hvori der forekommer den oplysning, at ”Rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, gik tabt på Kong Hans’ tog til Ditmarsken”. Uafhængigt heraf beretter Johan Rantzau i en omtale af den sidste Ditmarskerkrigs historie, at blandt de tilbageerobrede faner var også ”et stykke af det banner, som siges til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne, og som fordum Kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne”.

Ifølge de to ovenstående citater, der er skrevet af to mennesker fra forskellig tid på en sådan måde, at den ene beretning bekræfter rigtigheden af den anden, kan man gå ud fra, at det himmelfaldne Dannebrog blev tabt, da Kong Hans førte det med sig i håb om derved at sejre over Ditmarskerne og dernæst, da de gamle faner leveredes tilbage ved Ditmarskernes undertvingelse i 1559, blev også det oprindelige Dannebrogsbanner tilbageleveret som en skrøbelig levning, men dog i en sådan tilstand, at den kunne opbevares og kendes.

Man ved, at Dannebrog i 59 år har været ophængt i den ditmarske by, Wörnden, indtil banneret blev tilbageerobret af de danske, men Dannebrogs heraldiske mærke bevaredes dog i Danmark i disse år, ved at det på fremtrædende måde var anbragt på hovedpladsen i vågen, segl og mønter.

I 1559 lykkedes det Kong Frederik den II at besejre Ditmarskerne. Blandt de fredsbetingelser, som Ditmarskerne måtte indgå var også den bestemmelse: ”Under ed at overantvorde de hovedbannere og faner, som var blevet erobrede i salig Kong Hans’ nederlag, tillige med alle de klenodier, som var i deres behold”.

De måtte bøde et stort stykke og deriblandt var altså den gamle Dannebrogsfane, hvoraf der nu blot var et stykke tilbage. Johan Rantzaus søn fortæller: ”Det ældgamle, Danmarks fordums konger så helligt i ære holdte banner, og som nu næsten var ødelagt af fugtighed og ælde, blev ophængt i Slesvig Domkirke”. En senere historieskriver fortæller, at flaget han der til det sidste, men smuldrede hen og gik tabt omkring 1660. I ”Den danske Atlas”, udgivet i 1763, stor der om koret i Slesvig Domkirke: ”I dette kor hængte den berømte danske fane – Dannebrog - og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse helt forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet, og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger”.

Det var vel også kun, hvad man kunne vente. Datiden havde jo ikke kyndige museumsfolk, som kunne præparere og bevare en gammel fanedug for eftertiden.

Man kan måske forbavses over, at der ikke var nogen, der tænkte på at føre de gamle rester til København. Men man havde sikkert andet at tænke på, og interessen for gamle minder lå jo ikke rigtigt til tiden.

Efter det, jeg har oplyst gennem mine citater og referater, kan man altså følge Dannebrog gennem vor historie i over 400 år, og jeg vil afslutte dette afsnit med at citere, hvad A. D. Jørgensen kort skriver om Dannebrogs historie: ”Først dukker det op på korstoget til Estland, ikke som et pavelift Labarum, men som et ridderligt stridsbanner, i hvis tegn der skal sejres. Da ærkebiskoppen i den kongeløse tid har ført rigets tyre, overdrager han med det den højeste magt til den udvalgte konge. Efter et halvt hundrede års forløb føres det med toget til Ditmarsken i håb om, at man atter skulle sejre i dets tegn. Men denne gang førte det ikke sejren med sig, det gik tabt. mange år efter hentedes det tilbage og første til dets sidste hvilested i Danmarks ældste bispekirke, nær Dannevirke og alle de store minder fra vort folks ældste tider. Og her hang det så endnu i ca. 100 år”.