Indbydelse til Fanebærerkursus 2019

Traditionen tro gennemfører Danmarks-Samfundets Aalborg kreds Fanebærerkursus forud for Valdemarsdag for tidligere og nye fanemodtagere.

Kurset er sponseret af Aalborg Flagfabrik og gennemføres

Mandag den 27. maj 2019, kl. 1900 – 2130 i Gymnastiksalen, Aalborg Kaserner

Vi mødes ved Hovedvagten, Gl. Høvej 34, 9400 Nørresundby.
På kurset, der er gratis, får I en generel orientering om fanen og dens brug.
Der vil i begrænset omfang være muligt at låne faner på kurset.
Som nye fanemodtagere vil I desuden blive orienteret om hvorledes fanebærere forholder sig ved faneoverrækkelsen.

Instruktører på kurset er Olav Vibild, Allan Krogh og Robert Møller Christensen.
Tilmelding imødeses ikke senere end 20. maj 2019 og sendes til Robert Møller Christensen på mail monaogrobert.m.christensen@c.dk eller på mobiltlf.: 40150408 med angivelse af foreningens/kredsens/gruppens/enhedens navn og fulde navn på deltagere. Såfremt der ikke er tilmeldt med fulde navn på deltagere er der desværre ikke adgang til kasernen.

Efter kurset vil der blive serveret en sandwich samt en øl/vand sponseret af Aalborg Flagfabrik.

Med venlig hilsen,
Mads Sølver Pedersen

Download invitation i word-format: Fanebærerkursus 2019

Så ved vi det: Dannebrog på porten

Porten er indgangen til en af de danske kystredningsstationer. Kendetegnende for stationerne er, at de på de grønne porte har to påmalede og krydslagte Dannebrogssplitflag på hver deres hvide flagstang. Dette symbol stammer fra 1882. Forklaringen på denne meget karakteristiske portbemaling, er, at Kong Christian den 9. i sin tid besøgte Thisted i forbindelse med Thybanens indvielse. I den anledning blev Kongen og Dronningen blandt andet forevist en øvelse med Klitmøllers nye redningsbåd fra redningsstationen. Kongen ønskede sig en sejltur i den nye båd. Efterfølgende bestemte Kongen, at redningsstationer fremover fik ret til at føre splitflag og anvende dem som bomærke.

Redningsstation fra Jammerbugten. Foto: VisitJammerbugten

Hip, hip, hurra! Dannebrog fylder 800 år

På opfordring fra Danmarks-Samfundet har Postnord den 2. januar 2019 udgivet 5 nye frimærker, der viser, hvordan vi møder Dannebrog i dagligdagen.

Fra officiel side ser vi flaget bl.a. på Kongeskibet Dannebrog og i Københavns højeste tårn, Christiansborg. I private sammenhænge skaber flaget den rette stemning ved fødselsdage, sportsbegivenheder og i mange haver.

Jubilæumsmærker

Et samlende symbol

Som sagnet fortæller, faldt Dannebrog ned fra himlen under et slag i Estland i 1219. Gennem tiden har flaget vajet over Danmark i krig og i fred, i sorg og i glæde, og har udviklet sig til at være et samlende symbol for landet.

De nye Dannebrog 800-frimærker er designet af PostNord ved designeren Ella Clausen. Den 16. maj i år udgiver PostNord et filatelistisk produkt, Prestigehæftet, med temaet Dannebrog 800 år.

Danmarks-Samfundet opfordrer alle til at bruge jubilæumsmærkerne hele året.

Førstedagskonvolut

Der kan læses mere hos Postnord.

Landsdækkende plakatkonkurrence er nu afgjort

Sofie Tornemark Hansen fra Holbæk vandt Danmarks-Samfundets stort anlagte plakatkonkurrence Dannebrog 800

Danmarks-Samfundets landsformand Erik Fage-Pedersen ses her sammen med de tre præmiemodtagere ved præmieoverrækkelsen i Idrættens Hus i Brøndby den 2. november 2018. I midten er det vinderen Sofie Tornemark Hansen fra Holbæk med nummer tre, Mathilde Riberholdt Jensen fra Brøndby på sin højre side og konkurrencens nummer to, Isabella Broch fra København på sin venstre side.

Ultimo juni 2018 inviterede Danmarks-Samfundet eleverne på landets syv skoler, der uddanner mediegrafikere, med i en landsdækkende plakatkonkurrence i forbindelse med fejringen i 2019 af 800-året for myten om Dannebrogs betydning for Kong Valdemars sejr i slaget ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219.

Blandt de mange fantastiske forslag udpegede en 10 personer stor dommerkomité med direktøren for Dansk Plakatmuseum i Aarhus, ph.d. Elsebeth Aasted Schanz som formand et forslag udarbejdet af Sofie Tornemark Hansen fra Holbæk som vinder.

Isabella Broch fra København fik sit forslag præmieret med andenpladsen, mens Mathilde Riberholdt Jensen fra Brøndby blev nummer tre.

Som et element i Dannebrog 800-eventet udstilles plakaterne på Dansk Plakatmuseum fra januar til august 2019.

Plan for Dannebrogs 800 års jubilæum

Landsledelsen har i længere tid arbejdet med at planlægge og gennemføre et større antal projekter for at fejre Dannebrogs 800 års jubilæum i 2019.

I den forbindelse har vi ladet udarbejde et koncept, som kan ses i sin helhed nedenfor.

Koncept for Dannebrog 800