Langfredag

Historie
I slutningen af det 4. århundrede blev der i Jerusalem fejret en lang gudstjeneste, der begyndte om aftenen skærtorsdag. Den omfattede en vandring langs Via Dolorosa, som endte på Golgata. I Rom er langfredagsfejringen dokumenteret fra det 7. århundrede. Fejringen bestod dengang af bibellæsning og bøn, og de troende fik nadver, som var konsekreret dagen før.

Gravering af Gustave Doré 1866 – Crucifixion de Jésus de Nazareth – Jesus’ korsfæstelse

Langfredag blev tidligt knyttet til bod og faste. Ifølge katolsk og ortodoks tradition er det en abstinensdag, hvilket betyder at de troende ikke skal spise kød, og at de højst skal spise ét helt måltid og to små. Unge, gamle og syge er undtaget fra reglerne om mængden af mad som kan indtages, men ikke fra forbuddet mod kød.

Liturgi
I den romersk-katolske kirke er langfredag en aliturgisk dag, det vil sige en dag, hvor man ikke fejrer messe. Selv om navnet antyder, at der ikke er nogen liturgi, stemmer det ikke helt. Man konsekrerer dobbelt så mange nadverbrød skærtorsdag, og opbevarer disse i et repositorium for uddeling under langfredagsliturgien. Liturgien består af bibellæsninger med lidelseshistorien, højtidelige forbønner, hyldest af korset og uddeling af nadveren. Langfredag er anden dag i påskens hellige triduum. Den liturgiske farve er violet. Tidligere benyttede man i den katolske kirke også sorte messeklæder på denne dag.

Links

Wikipedia

Folkekirken